Da min farfar som ung, havde et lille husmandssted, hvor han boede med min farmor, gravede han tørv. De brugte dette til at fyrre med. Han gravede med nogle andre bønder på et Jordlod han havde. Hullet efter gravningen blev større og større, og med tider fyldt med vand. Skæbnen ville så, at der ved siden af løb en lille bæk. Denne bæk løb, i takt med den nye sø blev større og større, sammen med søen. Og en mulighed for et nyt fiskevand var opstået. Min farfar er gået "hensidan" for mange år siden, og det er nok 25-30 år siden han solgte jordloddet- til min onkel. Så "Mosen" som vi kalder den, er stadig i familiens varetægt. Da vi var knægte sov vi tit derude, og Daniel og Jeg har cyklet derud mange gange, og fisket gedder. En fin sø med mange fiskearter var det- sådan er det desværre ikke længere. Søen startede for 5-7 år siden, at blive lukket til med vandpest. Og den har de sidste år været så medtaget, at det ikke har været muligt at fiske i den. Vi har også været urolige for, at forrådnelsesprocessen af alt den vandpest, har brugt alt ilten i søen, og derved taget livet af søens fisk.
Nattergalen har ligeledes i mange år, holdt til her, og vi har tit været ude og høre den. Men da der blev lavet motorvej i Nordjylland, kom den til at ligge ca.100 meter fra mosen, og den larmer så meget, at nattergalen er forduftet. Et naturskønt åndehul er forsvundet.
Jeg fik dog alligevel lyst til at køre en spinner igennem her i foråret, fordi jeg havde et stille håb om, at det kunne lade sig gøre i det tidlige forår, inden vandpesten igen ville få overtaget. Der var stadig meget pest i hullet, men spinnede man ind, i det spinneren ramte overfladen, kunne det dog lade sig gøre. Og pludselig var der hug! En lille Gedde på ca. 35 cm, havde glubsk slugt spinneren. Her er altså stadig liv, og håbet om det en dag vender med den pest, lever...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar