mandag den 29. maj 2017

Girlpower!

 Siden jeg skrev sidst, har jeg haft en nul-tur i den lokale sø. Østeuropæerne har smadret gedde-bestanden, så forsøgte sig med at fiske efter ål og suder. Ingen af delene gav pote, men der var et fantastisk aftenvejr, så alt var godt.
Jeg tog tøsen med i putten, og hun fik lov at tage en veninde med. Hendes veninde havde aldrig fanget en fisk før, så jeg valgte Dvergdved Søpark som destination. Der er en børnesø, som normalt er en smule lettere at få hug i. Vi startede der med to stænger- en med powerbait, og en med spinner. Powerbaiten smed vi ud og passe sig selv, og pigerne skiftedes til at fiske med spinnestangen. Efter en halv times tid, havde vi ikke fanget noget som helst. Vi aftalte at prøve med orm, inden vi ville gå over og forsøge os i de normale søer. Der gik omkring to minutter, så havde tøsens veninde sin første fisk nogensinde på krogen. Der er altid et eller andet, med at få den første fisk på land, så jeg nettede den for hende, og en fin regnbueørred på 38 cm, havde gjort sin entre.
Da vi kastede ud igen, gik der ikke længe, før den næste ørred tog ormen, og min tøs fik æren denne gang. Nu kunne jeg blive siddende på bænken og nyde, at de to piger med net og fiskestang samarbejdede, om de næste fisk som de skiftedes til at få på land. Da de 2 timer vi havde betalt for var omme, havde vi fem fisk med os hjem. Jeg rensede fiskene, og det var næsten lige så spændende for pigerne, som at fange dem. En rigtig fin og varm fisketur var omme, og tøserne havde hygget sig:-)

mandag den 8. august 2016

Årets fisketur med familien.

Det er jo næsten blevet en tradition. Min kusine skal sættes på plads, hvert år. Og selv om jeg godt ved, at vi en skønne dag render ind i en lorte-tur, er det lykkedes mig, at finde hæderlige fiskesteder hvert år. Men i år var vi på ferie ikke langt fra Hvam. Så i år skulle vi ikke fiske i det nordjyske, men i det midtjyske. Hendes mand Hans-Jakob, havde fundet en put and take. Men da mig og sønnike var ude at kigge i Grauballe-Put and take, var der en børnesø, og den var levende af fisk. Så vi øjnede her en succes for ungerne, og sadlede om til denne. Det blev til 5 fisk i børnesøen, og en til HJ i de almindelige søer.. En fisk der manglede en del af haleroden (formentlig klemt som lille i dambruget). Der gik rigtig mange dovne fisk rundt i vandet, som ikke var interesseret i noget som helst- sommer i put and take når det er værst! Men igen fint med fisk på land- og igen kunne jeg hovere- det er jeg faktisk slet ikke dårlig til;-)

Fjæsinger og en skrubbe.

Har ikke fået skrevet de sidste par fisketurer på. Det vil jer hermed få gjort:-) 
Tøsen og jeg, ville tage en tur til Sæby, da jeg havde hørt, at makrellerne var kommet. Det var de også- men med dem, en sværm af lystfiskere. Og da makrellerne kun svømmede i sejlrenden,- et relativt lille område- var det umuligt at komme til at fiske på ydermolen. Så vi satte os et stykke derfra og fiskede. Isabell var vældig opsat på at fange en fjæsing, da hun aldrig havde fanget "havets hugorm". Er ved at lære hende, kunsten at give modhug, og alle de fisk hun fangede denne dag, var fra eget modhug. Jeg fik et par stykker på blink, og hun fik 3 på orm. Da klokken blev ca.21, var der kommet så mange der hvor vi sad, at vi tog hjem. En fin tur, med noget så sjældent som godt vejr i Danmark, var slut. Morfar røg fjæsingerne. Men de smagte desværre ikke tøsen. 


mandag den 27. juni 2016

En enkel musikål til tøsen








Tøsen bliver ældre! Det er ikke det fedeste i verden, at tage med far ud og fiske mere. Justin Bieber og face-time, er blevet min skarpe konkurrenter. Hvis det bare er mig og hende, kan jeg dog stadig lokke hende med af og til, hvis komforten ellers er i top. Men hun er jo ikke min datter for ingenting:-) Når vi er kommet af sted, synes hun dog stadig det er sjovt. Vi fiskede ved stenene i Frederikshavn. De flade var ikke at finde, men det var også hovedsageligt Hornfisk vi jagtede. En enkelt blev det desværre kun til. Men de skal jages lidt mere, i den nærmeste fremtid:-) Da vi rensede den i vandkanten- i bare tæer, brugte vi en del tid på at fange rejer, og mobbe små krabber, der forsøgte at skjule sig i sandet. Det var nu også rigtig hyggeligt:-)






lørdag den 4. juni 2016

Tidlige Hornfisk






Har ikke fået skrevet på bloggen i et stykke tid- har haft for travlt med at fiske:-) 
Har haft en del 0-turer efter Sudere. Men det gode vejr, har været givet gode naturoplevelser alligevel. 
I Onsdags var jeg på stenene i Frederikshavn. Det gav en skrubbe og en fjæsing, der faldt af mellem stenene, og vandt sin frihed tilbage. Da jeg så, at "havets hugorm" var ankommet, tog jeg sønnike med fredag aften, i håb om at der ville falde nogle flade af, og evt nogle fjæsinger. Vi startede 17.30, og Daniel og tøserne stødte snart til. 
De første tre timer havde vi bare et par løse hug, og en lille Havørred til Daniel, og da vi havde skiftet plads, uden det havde givet gevinst, forsøgte jeg at skifte over til bombarda og sild, efter hornfisk. Det var godt nok lidt tidligt, for de plejer først at komme lidt senere. Men i 2. kast, var det første hug, og sønnike kunne hale sin første hornfisk på land. Et par kast senere var nummer to der, og et par kast yderligere gav årets første fjæsing. Så døede det lidt hen igen, og vi fik ikke flere fisk på land, men vi havde fået lidt fisk, og vejret var fantastisk:-)

mandag den 4. april 2016

3.gang lykkens gang...





Fredag var jeg i Hirtshals med Sild. Det gav ikke en skid. Men en interessefælle tog en del på frosne sandorm. Da jeg kørte derfra, kørte jeg selv vej og købte nogen til om søndagen, hvor Daniel og jeg skulle til Skagen op prøve. Der fangede vi ikke noget, men hvor er Skagen bare fantastisk, når solen står op! Vi kørte til Frederikshavn, og forsøgte der, men heller ingen held. 
I dag ville jeg så køre til Hirtshals, og futte de sidste orm af. Der skete intet den første time. Et par meget forsigtige hug, var det eneste. Så forsøgte jeg, at kaste den ene stang ud, i læsiden af molen. Da jeg havde kastet ud, stillede jeg mig til at pisse. Det fik jeg ikke meget tid til, for stang-spidsen begyndte at vibrere kraftigt. Jeg fik hældt det sidste vand fra kartoflerne, og gik tilbage til stængerne. Meget heldigt at jeg havde et "ærinde", for da jeg halede ind, sad der 2 skrubber på forfanget. Og den øverste var et seriøst lokumsbræt!! En ny pr på 42 cm. Fedt fedt! Fik fem med hjem i alt- en af dem en giant på 41 cm, og udsatte 3 igen. Så 2 fisk over min pr, på samme tur- mere end godkendt. Desværre var de to store så løse i kødet, at jeg umuligt kunne lave dem i filetter. Havde jeg bare vidst det, havde de fået friheden igen. Ingen af dem var nemlig kroget særlig dybt.
Der var meget vindstille, og op af formiddagen blæste der lidt mere op, og i takt med det, forsvandt huggene også. Skrubberne viste langt mere interesse for de forfang, med ungernes perler i forskellige farver, end for de normale forfang.






mandag den 14. marts 2016

Årets første forårsdag

På papiret har der været forår i et stykke tid. Men i dag var der for første gang forår i luften. Derfor kørte mig og ungerne en tur til Bindslev put and take, da jeg hentede dem efter skole. Havde jo held der i sidste uge, så håbede lidt på, at ungerne kunne opleve det samme. Der var et løst hug inden for den første time, men der var meget stille- i hvert tilfælde hvad fiskeriet angår. Knægten lider af kronisk mund-diarre, så lidt chokoladekiks og en sodavand, skruede for en kort stund ned for ham, og mine øre fik en tiltrængt pause.


Efter godt en time, fik tøsen et meget forsigtigt hug på regnormen, efter ca. et minut, tog den proppen forsigtigt under. Jeg gav et solidt modryk, og satte mig tilbage på bænken. Ví havde nemlig aftalt, at fik vi hug, skulle den der ikke have hug se om han/hun lande med fisken. Marcus assisterede søster med hård hånd, og sammen fik de landet en flot ørred på 49 cm.


Da jeg var ved at pakke vores ting sammen, skete det jeg havde håbet på. Et meget forsigtigt hug, men denne gang var den væk igen, da jeg gav tilslag. 2 Minutter efter var den der igen, og selvom det igen var på Isabells stang, blev rollerne byttet om. Da Isabell skulle nette den, var den desværre på vej ind i en bunke grene, så jeg måtte hjælpe til. Den var kroget meget yderligt, og selvom det havde været fedt de havde klaret den begge gange, var det godt vi fik den på land til sønnike. En lidt mager fisk på 47 cm. Men fisk er fisk, og en til hver var perfekt. Han var vældig opsat på, at den han selv skulle aflive den, og det gjorde han så:-)


Isabell ville gerne prøve at rense sin fisk, men det med at stikke kniven op i røven på fisken, tiltale hende ikke ;-) Men hun fik den skåret op, og lod far om at tage tarmene ud, og skære hovedet af.Man kan ikke lade være at tænke på, om ikke man skulle give tøserne en fiskestang, istedet for en selfiestang? Tror sgu det ville give en del mere robuste unge mennesker, at få en succesoplevelse, istedet for at skulle iscenesætte sig selv, igennem selfies på diverse sociale medier? Lille surt opstød fra en gnaven gammel mand, der ikke har det store forståelse for opsatte billeder med duckface;-)
En fin dag, og en fiskepark der tiltaler mig mere og mere. Pedersens var favorit i mange år.. Det er den ikke mere. Det er også billigere her. 3 timer 100. (Vi nøjedes med 2 timer for 80 i dag).