tirsdag den 4. august 2015

Hvor du fra... Jeg´ er fra havnen!



Sidste år var vi på fisketur med min kusine + familie. Dengang var det i fiskepark (Se tidligere på bloggen). I år ville vi gentage succesen. Men i år skulle tamfiskeriet sparkes langt ud til indkast. De havde ofte fisket i sø, og ville gerne prøve noget nyt, så vi tog til Frederikshavn. Jeg har i år ikke haft det store rush efter skrubber, og jeg vidste at fangede vi ikke noget, ville min kusine spille langhåret i en rum tid.. Så jeg krydsede fingre, da vi mødtes i Frederikshavn. Da vi nåede stenene, viste det sig, at vi fik vinden lige i snotten. Der var også en strid strøm. Og selvom der ikke blæste meget, var det umuligt at stå særlig tæt. Det var ligeledes svært at kaste ud. Dog fik Marcus sin første skrubbe, og min kusines mand ditto. Vi blev enige om, at vi ville prøve inde i havnen, hvor jeg fik lidt makreller sidste år. Her skete der heller ikke meget, og min kusine udlovede en 50ér, hvis nogen kunne fange en fisk mere. Jeg dumpede derfor en børsteorm ned, helt inde ved kanten af bassinet, og efter 1 minut, havde jeg en sej på 10 cm. Ikke for at få de 50 kr, men for at få momentum i vores interne stridigheder:-) Så blev der fisket efter små sej, og efter et stykke tid, lovede min kusine igen 50 kr- denne gang hvis nogen kunne fange en makrel. Jeg var i gang med at sætte orm på for min kusines dreng Mikkel, da Isabell pludselig råbte at der var en større en på. Hun fiskede efter sejene, men denne gang havde en Hestemakrel snuppet ormen. Og denne gang måtte min kusine op med muldvarpen. Vi fiskede videre på samme vis, og da klokken blev 17.00, ville vi til at hjem. De andre blev et kvarter mere, og mens jeg pakkede stængerne sammen, ringede min tlf. Min kusines mand- Hans Jacob var i den anden ende, og sagde at vi var nødt til at komme og se hvad Mikkel havde fanget. De havde fisket efter de små sej, og havde fået en på. Men da de trak den op, angreb en torsk på 1,3 kg den lille fisk. Så 5 minutter i lukketid, blev Mikkel dagens mand i skysovs. En fed måde at slutte dagen på, og min kære kusine må igen leve med, at jeg vil være voldsomt hoverende det næste stykke tid. 





Ingen kommentarer:

Send en kommentar